bif

01-1 vinder indendørsstævne i Verl, Tyskland

Nyheder fra 01- Drenge 1
12. januar 2012 - 23:58 af: Søren Jakobsen

Efter en hæsblæsende weekend kunne drengene hjemtage den første turneringssejr i udlandet ...

Klokken var 15.25, stedet var Dreifachturnhalle i Verl, Tyskland, og modstanderen var et fremragende tysk mandskab fra Arminia Bielefeld. Anledningen var finalen i SCV-Winterturnier for U11: "BRØNDBY ... IF, BRØNDBY ... IF!" lød det gang på gang i hallen, det var en fantastisk stemning og drengene tryllede!

Fantastiske KB
Engagementet og begejstringen var ikke til at tage fejl af, og hvis man ikke vidste bedre, ville man tro, at disse tilråb kom fra en skare af inkarnerede Brøndby fans til et superligaopgør eller i det mindste nogle dedikerede forældre til årgang 2001 i Brøndby. Men disse tilråb kom hverken fra inkarnerede fans eller dedikerede forældre. De kom derimod fra en flok drenge fra den ene ende af hallen, som, med det meste af kroppen hængende ud over gelænderet på tribunen, med armene højt hævet i vejret og næverne hårdt knyttet, skrålende "BRØNDBY ... IF, BRØNDBY ... IF", i den grad viste hos hvilket hold deres sympati lå. Disse drenge var ikke lokale tyskere som fra deres forældre huskede Ebbe Sand fra tiden hos de "kongeblå" fra Gelsenkirchen, næh ... disse drenge kom såmænd fra KB ... altså KB som i FCK! Det havde været utrolig let for disse drenge at heppe på modstanderholdet, nogle ville endda mene at det ville have været på sin plads, jeg mener ... vi taler Brøndby IF, drengene fra Vestegnen! Ingen, med kendskab til dansk fodbold, ville på nogen måde have indvendt noget overhovedet, hvis dette havde været tilfældet ... men det var det bare ikke. Kære KB drenge, I fortjener den største ros for denne opbakning, jeg håber vi kan gengælde ved en anden lejlighed, I var i den grad med til at bære Brøndby-holdet hele vejen, tak!

Afgang, Tyskland!
Nå, men vi skruer lige tiden et par dage tilbage, helt præcis til fredag morgen klokken 5.40. Det var nemlig på det tidspunkt, at drengene skulle mødes ved Brøndby Stadion. Klokken 6.00 trillede bussen med holdet af sted fra Brøndby Stadion for i første omgang at køre til Herfølge, hvor Herfølges U12 skulle samles op. Udover vores egne drenge samt Herfølges hold, skulle Brøndbys U14 ligeledes med på tur. Destinationen for U11-drengene var i første omgang Herten ved Gelsenkirchen, Tyskland, hvor holdet lørdag skulle deltage i indestævnet Euro-Cup. Senere søndag skulle de 120 kilometer nordvest over, i retning mod Hannover, for at deltage i SCV-Winterturnier, ligeledes et indestævne i bedste tyske forstand. Der var således dækket op til en overdådig weekend med masser af fantastisk fodbold. Alt imens drengene hyggede sig i bussen på vej imod Rødby Færge, var vi forældre allerede godt på vej mod det tyske, hvor onkel Jan havde booket os alle ind på Gasthof Alt-Fousek. Drengene skulle indlogeres på Rosa Park Schule, samme sted som stævnet skulle afvikles lørdag.

Velkommen til Herten
Forældrekaravanen ankom til Herten ved 13-tiden fredag eftermiddag. At der for byen var tale om et betydningsfuldt stævne, fik vi at se allerede da vi ankom: I indgangen til vores Gasthof, gjorde en stor stævneplakat i den grad os opmærksomme på denne begivenhed, ligesom vores vært var hurtig til at spotte, at vi tydeligvis måtte være i byen pga. stævnet, hvorfor vi fik stanget et stævneprogram i hånden, godt set! Om det skyldtes vores umiddelbare tydelige interesse for plakaten uden på døren, eller om det var fordi vi i den grad skilte os ud, alene pga. vores, for stedet, unge alder, hvorfor vi af den grund måtte være turister, og da stævnet var den eneste turistattraktion i byen måtte det jo være derfor vi var netop der, ja det må jeg lade stå hen i det uvisse, men gæstfrie og imødekommende var de i hvert fald på stedet.

Sigthseeing

Nå, men da der først var stævne lørdag morgen, tænkte vi alle, at det ville være fint med en ordentlig ben-strækker ned gennem byen, og tja ... det tog vel en ca. 4 minutter og 23 sekunder at konstatere, at byen INTET havde at byde på (jeg undskylder med det samme for de læsere som måtte have relationer i Herten, beklager :-)). Tilbage på vores Gasthof besluttede flere sig for at benytte lejligheden til at besøge Veltins-Arena, hjemmebanen for Schalke 04. Da vi ikke umiddelbart havde adressen til stadion, vovede vi os ud i at spørge vores vært om han havde adressen, men han var ikke lige bekendt med denne. Til gengæld var han så venlig at henvise til en af de (faste) lokale gæster på stedet, som han mente kunne hjælpe, da han vist nok skulle være Schalke 04 fan. Det var han ganske rigtigt, og onkel Jan fik da også oparbejdet en form for dialog på tysk, og gæsten kendte udmærket godt stedet, men da han blev spurgt om adressen på stadion, måtte gæsten kapitulere. Til gengæld mente han, at han nemt ville kunne forklare hvor stadion lå, da han altid kørte dertil på cykel, altså når han skulle til kamp. Jan opnåede tilsyneladende konsensus med den venlige gæst, omkring sted og retning. Tur-karavanen vovede sig nu ud i dette eventyr. Det viste sig imidlertid, at stadion kun lå få kilometer fra vores Gasthof, faktisk bare rundt om hjørnet og så lige ud! Så, hvordan vores vært ikke kunne vide hvor stadion lå, må stå hen i det uvisse, jeg mener ... han er jo trods alt vel nærmest nabo til stadion! Nå, men turisterne fra Brøndby tog altså af sted og efter signende fik de sig en rigtig god tur, en tur som bl.a. bød på et besøg på Schalke 04 museet samt et teknisk indblik i hvordan de "lufter" græstæppet, hvilket ifølge øjenvidne beretninger skulle være en oplevelse i sig selv. Da tur-karavanen kom tilbage, indtog vi alle baren og efter lidt snak gik turen videre til Alpin-Center Bottrop, hvor onkel Jan og kaffemester Morten fik et par timer til at gå med lidt alpint, alt i mens vi andre indtog den alpine buffet, som med lidt god vilje vel mest af alt mindede om udvalget i en udpint vestafrikansk Røde Kors lejr! Nu vel, vi var trætte og sultne, og mætte blev vi vel i et eller andet omfang, og da der var fri bar kunne man jo altid nuppe sig en tysk Pilsner. Nå, men aftenen blev rundet af i baren på vores Gasthof, hvor der blev snakket om ... ja fodbold!

Drengene ankommer til Herten
Alt i mens alt dette var sket, var drengene ankommet planmæssigt til skolen ved 15-tiden. Bussen havde fortsat videre mod Nussloch og Frankental med hhv. U14-holdet samt Herfølges U12 drenge. Efter at have pakket udstyr mv. ud, været på tur i området omkring skolen, og spist aftensmad, så spillede drengene (efter sigende, og således ikke bekræftet) lidt hygge bold i den hal, hvor de lørdag skulle spille.

Alle spillere, trænere,forældre og bedsteforældre, var nu klar til det vi var kommet til Tyskland for ... nemlig indefodbold!


Stævnet lørdag
Lørdag morgen gik det løs allerede fra klokken 9.00, hvor drengene skulle ligge ud mod værterne fra BW Westfalia Langenbochum. Da vi ankom til hallen bemærkede vi alle den lidt "ejendommelige" banedimensionering: Der blev spillet til 7-mands mål efter "tyske" regler, 5 markspillere plus en målmand ... ja, den var vi med på, og at spilletiden var på 10 minutter var også helt fjong. Men, at der på den ene langside samt i enderne ved de to mål blev spillet uden bander, dvs. kun ud til stregerne, mens der på den anden langside blev spillet med en "væg" som bande, den havde vi vist ikke helt set komme. Disse baneforhold betød et hav af målspark og indkast, hvor spillerne vel havde bolden mere i hænderne end i fødderne, samtidig var spillet meget koncentreret omkring midten af banen. Med 12 spillere på banen samtidig og en dommer der i den grad ville være i centrum med sin nye fløjte, blev det hele en smule "rodet". Nuvel, det var jo lige for alle, men det gik lidt ud over det ellers meget intense spil som tysk indendørs ellers er kendt for. Nå, men drengene lagde fint fra land ved at vinde 4-0 i den første kamp, og stævne-uret havde vel ikke rundet meget mere end 5-6 sekunder førend bolden lå i netmaskerne bag BWW's målmand, en rigtig fin start af drengene. I kamp 2 var holdet oppe imod Schalke 04, en af stævnefavoritterne. Desværre havde drengene hverken nerverne eller heldet, og de måtte således se sig besejret med 2-0. I den sidste puljekamp var holdet tilbage på sporet og vandt 4-1 mod Hertha Zehlendorf, hvilket betød, at drengene sluttede 2'er i puljen, lige efter Schalke 04. Holdet skulle således op imod ROW Rybnik fra Polen, som var sluttet 3'er i deres pulje. Drengene viste favoritværdigheden og vandt med sikre 5-0, og de var således klar til kvartfinalen mod FSV Frankfurt. Denne kamp blev en yderst rodet affære og den betød desværre endnu et nederlag, denne gang på 1-2. Holdet var således ude før det blev rigtig sjovt, og de måtte se resten af kampene fra tilskuerpladserne, lidt øv! Finalen endte med at blive et opgør mellem netop FSV Frankfurt, som i deres semifinale slog Hoffenheim med 3-1, og Hansa Rostock, som i deres semifinale besejrede Schalke 04 med 4-3 efter straffespark. Hansa Rostock vandt siden finalen med 4-3, igen efter straffespark, og efter 1-1 i den ordinære tid. Rostock-drengene kunnne således lade sig hylde som de retmæssige (og fortjente) vindere af Euro-Cup 2012.

Tak til stævnearrangørerne i Herten
Stævnet var fantastisk arrangeret med indmarch af alle hold efter første spillerunde, og hvor borgmesteren i sin velkomsttale takkede de deltagende hold for at stille op til dette traditionsrige stævne i byen (er nu afholdt 26 gange) samt stævnearrangørerne for deres fantastiske arbejde. Der blev spillet nationalmelodier for de repræsenterede lande, dvs. for Danmark, Polen og Tyskland, og i det hele taget forløb stævnet efter planen. Selve afslutningen var ligeledes rigtig fin, hvor alle hold bl.a. fik mulighed for at sige tak til stævnearrangørerne, og derudover var der de obligatoriske præmieoverrækkelser. Efterfølgende blev alle forældre inviteret til "forældre disco", arrangeret af forældrene i-og-omkring den lokale klub/skole, hvor der udover tysk schlager-musik, serveret af en oplagt "DJ Hansi", blev budt for en dejlig buffet. Det eneste vi skulle betale for var forbruget af drikkevarer fra den til dagen interimistiske anlagte bar. Der skal herfra lyde en meget stor tak til klubben og forældrene for dette arrangement, som vi dog valgte at forlade, da de skulle i gang med Limbo!

Mens drengene gik til ro ved 21.30 tiden, var der en del forældre der lige skulle "skylle" dagens begivenheder ned, ja det blev vel til en 2-3 store skyl! Men så var hver en sten vel også vendt og alt talt igennem, og vi forældre var således også klar til søndagens tur til Verl.

Tidlig søndag morgen hev alle "teltpælene" op: Vi forældre sagde pænt farvel til vores storrygende morgenservitricer mens drengene, på skolen, pakkede deres ting sammen og sagde "farvel" Herten og "goddag" Verl.


Stævnet søndag
Søndag var der 10 hold til start, fordelt i to puljer. Drengene var kommet i pulje med lørdagens vindere fra Hansa Rostock, hjemmeholdet SC Verl, VfB Oldenburg samt DSC Arminia Bielefeld. I den anden pulje deltog bl.a. KB, som dagen forinden havde været til stævne i Rietberg. Til dagen var der heldigvis lavet om på banedimensioneringen, således var der nu bander omkring hele banen, og holdene fik i den grad lov til at gå hårdere til hinanden, måske endda lidt for hårdt! Desuden var det nu med "kun" 4 markspillerer plus 1 målmand, så spillet blev samtidig mere flydende.

Planmæssig start
Drengene lagde ud imod hjemmeholdet fra SC Verl, som i deres første kamp havde tabt 1-7 til et skræmmende stærkt Arminia Bielefeld, et hold som tydeligvis havde intentioner om at tage den samlede sejr. Drengene satte hurtigt tingene på plads mod værterne og de vandt sikkert 6-0. Næste kamp var imod VfB Oldenburg som i deres første kamp havde spillet 3-3 mod Hansa Rostock. Vi kom bagud 0-1 indenfor 2 minutter, men fik hurtigt styr på spillet, og efter yderligere 9 minutter havde drengene sat 3 mål ind uden flere mål fra modstanderen, og de vandt således 3-1. I den tredje kamp ventede Hansa Rostock, lørdagens vinder. Rostock drengene var måske "metal" trætte, i hvert fald var vores drenge tilsyneladende mere motiverede og holdet kunne, med en yderst koncentreret indsats, sætte endnu 3 point på tavlen, efter endnu en 3-1 sejr. Tilbage var nu kampen om at blive 1'er i puljen, en kamp der stod mod de ligeledes ubesejrede DSC Arminia Bielefeld. Da Bielefeld holdet havde scoret 1 mål mere end Brøndby holdet, kunne drengene således ikke "nøjes" med uafgjort, men skulle vinde for at tage første pladsen i puljen.

De hårde hunde fra Arminia Bielefeld
Arminia Bielefeld var både et meget hårdt spillende men samtidig også teknisk dygtigt mandskab med mange dygtige individualister, og så havde de "attitude"! Selv vi voksne følte os en smule skræmte, for det var nogle virkelige "hårde hunde" som vores drenge skulle op imod. Nuvel, spilles skulles der jo, og om drengene også var en smule bange for mødet, det vides ikke helt, men det var tydeligt, at vores drenge havde stor respekt for Bielefeld holdet, og de lod sig måske nok kyse en smule, i hvert fald i starten af opgøret. Arminia Bielefeld lagde fra første fløjt et tungt pres på drengene, og efter to minutter var drengene fra vestegnen bagud med 0-2 ... og det er så her at det hele vender!

Kampen ændrer karakter
Ronnie runder to mand ude på venstre kant, omkring halvvejs oppe ad banen. Han er fri og løber med bolden ned mod målet, men han bliver i et nu "savet midt over" af en fuldstændig hensynsløs takling. Et frispark får vi dog, men knægten ikke så meget som får en påtale, hverken af sin træner eller af dommeren. Fra det øjeblik af, var det som om drengene tænkte: "Nu kan det være nok, hertil og ikke længere", i hvert fald ændrede kampen fuldstændig karakter på det tidspunkt. Brøndby-drengene "skruede op for charmen" og i stedet for at lade sig kyse af de hårdt spillende Arminia Bielefeld drenge, begyndte holdet at give igen ... og det virkede tilsyneladende. Drengene sad nu fuldstændig på spillet og man fornemmede hurtigt, at drengene havde fat i det helt rigtige. I løbet af ganske kort tid var 0-2 vendt til 2-2 og der blev også sat trumf på til 3-2 kort før tid, og så var et truende nederlag vendt til sejr, og en af de, for mig, måske mest spektakulære kampe jeg har overværet, alene pga. forvandlingen. Det var desuden her, at holdet fandt opskriften på succes ved sådanne stævner. Og hvis der var nogen der havde været i tvivl om hvem det bedste hold ved dette stævne var, så var de det i hvert fald ikke længere, for det var et tydelig rystet Bielefeld hold, der måtte se sig besejret af Brøndby-mandskabet, og stemningen i hallen gik i den grad drengenes vej.

Mens vi venter på finalen ...
I kvartfinalen ventede nu endnu et hold fra værtsklubben SC Verl, og Brøndby-drengene fortsatte de fine takter og vandt sikkert 3-0. I semifinalen ventede endnu engang VfB Oldenburg, og heller ikke de formåede at "knække" drengene; Brøndby-holdet vandt 5-0 og var således klar til finalen. Her ventede endnu engang Arminia Bielefeld, men nu var det som om, at rollerne var byttet om: Bielefeld-holdet var tydeligvis stadig rystede over udfaldet af såvel opgøret i den indledende pulje, men også i lige så høj grad af måden hvorpå det skete, og nu var det Brøndby-drengene der var oven på, såvel spillemæssigt som mentalt.

Drengene gør arbejdet færdigt
Finalen blev sat i gang, og drengene viste spil af høj klasse, og ser man bort fra de første 2 minutter, var der reelt set ikke tvivl om udfaldet af finalen. Simon havde et par pragtredningen i starten af kampen, hvor han pillede den sidste pynt af Bielefeld-drengene, og herefter scorede drengene hurtigt to gange, og bortset fra en enkelt smutter, så blev det ikke til meget fra Arminia Bielefeld. Drengene kunne efter 12 minutters spil strække armene i vejret og lade sig hylde som vinder, efter finalesejr på 4-1 over et klassemandskab fra Arminia Bielefeld, på en dag hvor det hele kulminerede og hvor alle 10 drenge leverede, fantastisk gået drenge, endnu engang tillykke med finalesejren!



YouTube klip fra onkel Jan's iPhone:
Semifinalen mod VfB Oldenburg
Finalen mod DSC Arminia Bielefeld

Hjem til Brøndby

Efter sejrsceremonien forlod drengene hallen og de lod sig "indlogere" på et nærliggende hotel, hvor de hvilte og spiste, inden de blev hentet af bussen omkring klokken 23.00. Vi forældre havde sagt farvel omkring klokken 17.00 for at køre hjem, da vi skulle være klar til at modtage drengene klokken ca. 7.00 hjemme ved Brøndby Stadion. Det var naturligt nok en flok meget trætte og stolte drenge der således blev hentet mandag morgen, en flok drenge og trænere der i den grad har fundet formlen på succes ved de store stævner i udlandet, held og lykke til jer alle fremover!

Vi ses alle sammen, vi ses i Brøndby, tak for en dejlig tur!

U11D1: De bedste 2001-hjemmesider
18-05-2012 13:38:00
Nedenfor følger en oversigt over de to bedste 2001-hjemmesider ....
U11D1: Waldhör Cup 2012 i tal
26-04-2012 22:19:00
Holdet spillede 8 kampe, tabte kun én i ordinær spilletid, men sluttede alligevel som nummer 10
U11D1: Dobbelt op for drengene i det jyske
26-03-2012 23:40:00
Efter en hæsblæsende weekend i Vorup kunne drengene tage tilbage til Sjælland med otte sejre i lige så mange kampe
U11D1: Bayern München venter ...
17-03-2012 14:59:00
Om mindre end en måned drager holdet sydpå til Pettenbach i Østrig for at deltage i Waldhör Cup 2012, her venter bl.a. Bayern München ...
U11D1: Fødselsdag hos Mikkel og Emil
26-02-2012 16:25:00
Lørdag den 25. februar var drengene til fødselsdag hos Mikkel og Emil, en fest der startede i Fun City Copenhagen, Herlev, og siden fortsatte Nørrebred 143, Vallensbæk
U11D1: Ruhr tur/retur
17-02-2012 11:57:00
Holdet deltog i weekenden den 10./11. februar i GoldenGoalCup lørdag i Unna samt et indetræningsstævne søndag i udkants Tyskland
01-1 vinder af Brøndby Mini Cup 2012 (nu med YouTube klip)
23-01-2012 23:21:00
Drengene hjemtog den samlede sejr på hjemmebanen i Brøndbyhallen i weekenden den 21./22. januar, efter finalesejr på 6-3 over sidste års vinder, BSV. Derudover blev det til første nederlag i 7-mands bold siden 3. august 2011, det blev til 1-2 mod OKS på en råkold søndag januar morgen ...
Dobbeltsejr til Brøndby's 01-drenge ved BK Höllvikens Vintercup
15-01-2012 22:26:00
Både 01-1 og 01-2 sejrede på denne fantastiske vinterdag i det skånske, hvor det blev til et "gensyn" med 7-mands bold for 01-1 efter mere end en måneds kamppause ...
01-1 vinder indendørsstævne i Verl, Tyskland
12-01-2012 23:58:00
Efter en hæsblæsende weekend kunne drengene hjemtage den første turneringssejr i udlandet ...
01-1 klar til Tyskland
02-01-2012 22:37:00
Med en 1. og 2. plads ved det traditionsrige indendørsstævne i Roskildehallerne mellem jul og nytår er holdet klar til Tyskland ...
Glædelig jul & Godt nytår!
24-12-2011 07:17:00
Men inden der går for meget sovs og kartofler og hvad dertil hører i den, så er her en lille hjernevrider som I kan gå på juleferie med, god fornøjelse ...
Seneste nyt fra årgang 2001
05-12-2011 10:39:00
Vinteren er over os og den kommende tid byder på en række spændende aktiviteter
01-1 vinder af SBU turneringen, efterår 2011
12-10-2011 11:27:00
Holdet gjorde rent bord i SBU turneringen, og fulgte således op på fredagens flotte sejr over BSV, ved i sidste kamp at besejre Virum-Sorgenfri 5-3
01-1 vinder af DanBolig Nils Hald Cup 2011
12-09-2011 21:57:00
I weekenden den 10./11. september gæstede 24 hold fra Jylland, Fyn, Sjælland, København og Sverige fodboldanlægget på Frederiksberg, og Brøndby hjemtog pokalen efter finalesejr over Herfølge
01-1 vinder af Brøndby Cup 2011
04-08-2011 17:54:00
Efter 9 kampe kunne drengene fortjent løfte pokalen efter finalesejr på 5-1 over BSV ...
Drengene scorer 42 mål ved Brøndby Cup 2011
28-07-2011 23:50:00
Statistik er en sjov ting og kan bruges på mange måder, her er én måde ...
Så ruller bolden igen for årgang 01
28-07-2011 23:34:00
Efter en kort sommerpause er drengene atter tilbage på træningsbanen ...
Sidste tur med U10-1
13-06-2011 18:21:00
Forårssæsonen går på held, således resterer kun to SBU kampe mod henholdvis Allerød og vores venner fra Solrød
Uafgjort, uafgjort ... og atter uafgjort :-)
04-05-2011 23:22:00
Drengene deltog i påsken i Rainbow Cup i Zwenkau ved Leipzig hvor det blev til en 13. plads ud af i alt 32 hold
Resultaterne fra alle årets 7-mands kampe er nu tilgængelige
28-03-2011 13:23:00
Via tekstsiden 'Kampe/Resultater' i venstre side kan I nu se resultaterne fra alle årets 7-mands kampe
Spillertrup 2011/2012
1. xxx
2. xxx
3. xxx
4. xxx
5. xxx
6. xxx
7. xxx
8. xxx
9. xxx
10. xxx
11. xxx
12. xxx
13. xxx
14. xxx
15. xxx
Afdelings nyheder
Miniput til CombiCup.


 
Info fra BIF
Mini-Cup 2012
Brøndby if byder velkommen til Mini-Cup 2012
 
Bodsalg
Gi' en hånd på Stadion !
 
Teknisk udvikling
Køb John Ranums bog om udvikling af ungdomsspillere. - "Udvikling i den rigtige retning"
 
Trænere/ledere
Brøndby IF søger trænere, som har lyst til at være med i klubfællesskabet