Den nye struktur medfører ændringer i DBU Sjællands rækker, hvilket vil sige alle de rækker, Brøndby IF deltager i, undtagen U18 DM, der er en landsdækkende række. Da fødekæden til U18 DM spiller under DBU Sjælland, påvirkes U18 DM dog også, idet den nye U16-række rummer den årgang, der i dag er første års U18-spillere. Da alle pigeungdomsholdene i Brøndby IF på denne måde bliver påvirket af den nye struktur, har vi samlet op på, hvordan vi tackler de nye ændringer, så vi får mest muligt positivt ud af ændringerne, og så vi samtidig tager hensyn til, at vi er en klub, der rummer både bredde og elite og som skal sikre talentudviklingen samtidig med, at der skal være plads til bredden.
På eliteholdene (U18 DM, U16-1, U14-1) følger vi de nye årgange, hvilket betyder, at de ældste årgange i de respektive rækker, der skulle have været rykket op til sommer, ikke rykkes op. Dog vil det være sådan, at der altid vil være en vurdering af, hvornår det enkelte talent er klar til at rykke op. Det gælder for alle eliteholdene, at trænerne på de pågældende hold foretager en vurdering af, hvornår spillerne er fysisk, psykisk og mentalt klar til større udfordringer og derefter op til trænerne at beslutte, hvordan det enkelte talent matches bedst i træning og kamp. På breddeholdene bliver man i sin årgang og følges med dem.
I de yngste af de årgange, der spiller turnering i enkeltårgange, vil årgangene træne sammen parvis for at give mulighed for mere differentieret træning og for at spillerne altid kan blive matchet efter 25/50/25-princippet samt for at sikre en større fleksibilitet for trænerne.
Kort sagt: I Brøndby IF følger vi de nye årgange, dog sådan, at der altid vil være en vurdering af, hvornår det enkelte talent er klar til at blive rykket op til årgangene ældre. På breddeholdene følger man sin årgang.
Læs mere om ændringerne i de enkelte årgange her