Årets Idrætsleder i Brøndby 2016: Jeanett Lundsteen

Brøndby Kommune havde indbudt repræsentanter fra alle kommunens foreninger til Frivillig Fest fredag d. 17. marts i Brøndby Hallen.
Ved et storslået arrangement blev der uddelt priser til en række af kommunens mange frivillige.
Årets Idrætsleder 2016 blev Jeanett Lundsteen der var indstillet af Brøndbyernes IF.
Dette er de flotte ord som Borgmester Kent Magelund lod følge med overrækkelsen af prisen:
Tidligere på aftenen uddelte jeg prisen for Årets Initiativ for første gang. Den pris jeg nu skal uddele, er derimod en pris, vi har en lang tradition for at uddele her i Brøndby. Det er en pris, der blev uddelt første gang i 1967, og siden da har mere end 120 idrætsledere modtaget prisen frem til i dag. I dag modtager du så prisen, Jeanett Lundsteen, som Årets Idrætsleder 2016 i skarp konkurrence med de mange kvalificerede kandidater, som er blevet indstillet i år.
Men du er den helt rigtige modtager af prisen i år, og jeg er meget glad for, at kunne overrække den til dig her i aften. Selv om prisen er uddelt gennem mange år, er den aldrig før uddelt under rammer som disse, og både du og prisen du modtager, fortjener at blive hyldet blandt de mennesker der er til stede her i aften, der om nogen ved, hvad det vil sige at yde en frivillig indsats.
Årets Idrætsleder uddeles for at påskønne lederarbejdet, den medmenneskelige forståelse og interessen for det folkeoplysende arbejde i det lokale foreningsliv.
Det må man sige at du har bidraget til i Brøndbyernes IF, hvor du har været frivillig, siden du stoppede din aktive karriere i 1986. Du har gennem alle disse år bl.a. fungeret som holdleder på diverse hold og i 14 år siddet i klubbens aktivitetsudvalg, hvoraf en del som formand for udvalget.
I 2015 var du med til at starte et hold for ’Børn med særlige kompetencer’ for børn med ADHD og autisme i Brøndbyernes IF. Et projekt som du er meget optaget af, og som er til stor glæde for børnene og deres forældre, der har fået et lyspunkt i en udfordrende dagligdag. Du har i 2016 arbejdet for, at børnene kan komme til træning i klubben, og dermed vise at fodbold er en sport for alle – uanset baggrund.
Selv om børnene på dette nye hold står dig meget nært, og optager meget af din tid som frivillig, finder du alligevel også tid til at sidde i Brøndbyernes IF’s bestyrelse. Af din formand beskrives du som en person, der går stille med dørene, men du har en kæmpe betydning for fodboldklubben, og du yder et stort stykke arbejde i bestyrelsen.
For denne indsats vil jeg på vegne af hele kommunalbestyrelsen takke dig. Jeg håber, det kan tjene som inspiration for en masse af Brøndbys børn, unge og voksne, og for nuværende og kommende frivillige ledere i Brøndby. Det er et uvurderligt arbejde du gør, og den indsats værdsætter vi utroligt meget i kommunalbestyrelsen.
Jeg vil også gerne benytte chancen til at takke Brøndbyernes Idrætsforening. I lever i den grad op til de forventninger, der er til en fodboldklub af jeres størrelse. I når ud til rigtig mange borgere i kommunen, og I formår gennem fodbolden at skabe et socialt omdrejningspunkt for borgerne her i kommunen. I medvirker desuden til at sætte Brøndby Kommune på landkortet og ’brande’ Brøndby med bl.a. jeres dygtige damehold og Brøndby Cuppen.
Som udtryk for vores taknemmelighed og som en erkendtlighed som modtager af Årets Idrætsleder 2016, vil formanden for Idræts- og Fritidsudvalget overrække dig en check på 7.500 kr. og en gave i form af et billede med dit navn indgraveret.
Her fra skal lyde at stort tillykke til Jeanett med den fortjente pris.