Årets Idrætsleder i Brøndby 2018: Jan Borre

Brøndby Kommune havde indbudt repræsentanter fra alle kommunens foreninger til Frivillig Fest fredag d. 22. marts i Michael Laudrup Loungen på Brøndby Stadion.
Ved et storslået arrangement blev der uddelt priser til en række af kommunens mange frivillige.
Årets Idrætsleder 2018 blev Jan Borre der var indstillet af Brøndbyernes IF.
Dette er de flotte ord som Borgmester Kent Magelund lod følge med overrækkelsen af prisen:
Årets Idrætsleder uddeles for at påskønne lederarbejdet, den medmenneskelige forståelse og interessen for det folkeoplysende arbejde i det lokale foreningsliv.
Man må sige, at du med din indsats for pige- og kvindefodbolden i Brøndby igennem 15 år, har rykket kvindefodbolden helt enormt. Det er hædringen af kvindeholdets pokaltitel tidligere på aftenen et levende eksempel på.
Som træner og formand for kvindeafdelingen, har du igennem dit virke skabt en kultur og et engagement omkring pige- og kvindefodbold, som er helt unikt i dansk fodbold. Med tilbud fra U5 helt op til seniorfodbold tilbyder Brøndbyernes I.F fodbold til kvinder i alle aldersgrupper. Udover at have tilbud til alle, så er jeres talentafdeling også storleverandør af spillere til såvel ungdomslandsholdene som A-landsholdet.
Dit engagement rækker dog længere ud end kommunegrænsen, da du også er gået aktivt ind i at få sat kvindefodbold på dagsordenen i DBU's kvindeeliteudvalg og som medlem af bestyrelsen i kvindedivisionsforeningen for at få skabt nogle endnu bedre vilkår for kvindefodbold i Danmark.
Om dig bliver der sagt, at du er en ildsjæl, som altid er klar til at tage fat ligegyldigt hvilke opgaver, der skal løses. Din kæmpe indsats i foreningen strækker sig fra at være den praktiske hjælper i forbindelse med afviklingen af kampe til indgåelse af spillerkontrakter.
For denne indsats vil jeg på vegne af hele kommunalbestyrelsen takke dig. Jeg håber, det kan tjene som inspiration for andre nuværende og kommende frivillige ledere i Brøndby. Det er et uvurderligt arbejde du gør, og den indsats værdsætter vi utroligt meget i kommunalbestyrelsen.
Her fra skal lyde at stort tillykke til Jan med den fortjente pris.