Menu

Forhenværende formand for Brøndbyernes IF Kjeld Rasmussen er sovet stille ind

image
20. maj 2018 kl. 11:01

Lørdag den 19. maj 2018 sov forhenværende formand for Brøndbyernes IF og borgmester i Brøndby Kommune Kjeld Rasmussen stille ind. Kjeld Rasmussen blev 91 år.

I mere end en generation var Kjeld Rasmussen en af dansk politiks mest markante skikkelser. Efter otte år som medlem af kommunalbestyrelsen blev Kjeld Rasmussen i 1966 valgt til borgmester i Brøndby Kommune. Posten besad han i 39 år frem til 2005, hvilket gør Kjeld Rasmussen til danmarkshistoriens længst siddende borgmester.

Kjeld Rasmussen blev født 27. december 1926 i Vanløse. I 1955 blev Kjeld Rasmussen udannet cand.jur. fra Københavns Universitet og i 1958 advokat med møderet for Højesteret. I 1964 blev Brøndbyernes Idrætsforening stiftet med Kjeld Rasmussen som drivende kraft og senere blev han den første formand for fodboldklubben Brøndbyernes IF.

Kjeld Rasmussens betydning for Brøndby Kommune og Brøndby IF er enorm. Med solide stemmetal i ryggen, stor lokal tillid og bredt samarbejde skabte Kjeld Rasmussen Brøndby Kommune fra en bar mark til en moderne kommune og et stærk fællesskab med idrætten som omdrejningspunkt for visionen om et trygt og levende lokalsamfund.

Allerede i en tidlig alder startede Kjeld Rasmussens stærke engagement i samfundsudviklingen. Som ung var han medlem af modstandsbevægelsen. Studenterårene på Efterslægten bragte Kjeld Rasmussen på håndboldlandsholdet, der repræsenterede Danmark ved studenterolympiaden i Paris i 1947, og via stort engagementet i den almene boligbevægelse i Københavns Omegn blev Kjeld Rasmussen valgt til kommunalbestyrelsen og senere borgmester i Brøndby Kommune for Socialdemokratiet.

Kjeld Rasmussen var både en af de første og en af de største ildsjæle omkring Brøndbyernes IF og rejsen fra seriefodbold til det storhold, vi kender i dag.

Sammen med mange andre ildsjæle skabte Kjeld Rasmussen en klub båret af frivillighed og fællesskab - et fælleskab der på fodbold- og fansiden er vokset sig til det stærkeste i Danmark, og med både mesterskaber, pokaltitler og mange store europæiske kampe til følge.

Kjeld Rasmussen efterlader sig hustru, børn og børnebørn.

Æret være Kjeld Rasmussens minde.

 

Information om cookies. Cookies er nødvendige for at hjemmesiden kan fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Luk