Fuld genåbning af klubben fra mandag d. 3. august 2020, men med stramme regler.

Fra mandag d. 3. august genåbner hele klubhuset incl. cafeteriet. Samtidigt åbner alle baner igen for træning.
Der gælder dog fortsat mange regler og restriktioner, da Corona virussen fortsat findes i blandt os.
Mange vender retur fra ferie, også ferie afholdt i udlandet. Vi skal derfor henstille til at alle overholder de regler og anbefalinger der kommer fra det offentlige, så man f.eks. overholder eventuelle karantæneregler hvis man har rejst i lande hvor der efterfølgende anbefales frivillig karantæne. Ligeledes at man ikke kommer i klubben hvis man føler sig syg.
På banerne gælder DBU's Corona protokol fortsat og alle regler heri skal selvfølgelig fortsat overholdes, både til træning og kamp.
I klubhuset bliver vi også nødsaget til at indføre regler. Man kan sige at vi ensretter klubhuset i nogen områder og i andre områder skal man holde til højre.
For at vi kan få en smidig hverdag i klubben, hvor vi samtidigt sikrer overholdelse af diverse afstandsregler etc i Corona tiden og derfor forsøger at begrænse muligheden for smittespredning, er det nødvendigt at vi i fællesskab sikrer at følgende regler følges. Det er vigtigt at vi alle tager et ansvar og sikrer at vi ikke kun selv følger reglerne, men at vi også vejleder andre. Specielt er det vigtigt at vi vejleder gæster der ikke normalt kommer i vores klubhus og derfor ikke kender vore regler.
HUSK at udover nedenstående regler skal de regler og anvisninger der løbende kommer fra det offentlige altid overholdes.
Disse regler gælder i hverdage i tidsrummet fra 16:00 til 20:00 samt i weekender i hele åbningstiden, hvor antallet af personer i klubhuset er størst.
Hovedreglen er, at der ingen steder må være sammenstimlen og at der alle steder indendørs skal holdes minimum 1 meters afstand iht Sundhedsstyrelsens anbefalinger.
Reglerne de forskellige steder i huset er som følger:
Kælderen (omklædningsgangen):
Al indgang til kælderen sker via døren mod vest (dvs indgangen nærmest Fanzonen ved boldrummet). Denne indgang må anvendes til at gå ind i boldrummet og hente materialer og gå ud samme vej under hensyntagen til at alle holder afstand når/hvis man mødes i vindfang/døråbning.
I gangen i kælderen må man kun bevæge sig fra vest mod øst, dvs at indgang sker ved boldrummet og udgang sker ved trappen til 1. sal eller ved udgangen i den østlige ende af klubhuset.
Der sættes pile på gulvet der markerer dette. På døre markeres indgang/udgang.
Der må således ikke være færdsel frem og tilbage på gangen. Al færdsel skal foregå fra vest mod øst. Har man et ærinde i modsat retning må man derfor gå ud af klubhuset og gå tilbage og benytte indgangen mod vest.
I kælderetagen er der kun adgang for trænere/ledere omkring de enkelte hold samt spillere. Der er ingen adgang for forældre eller andre uden en direkte funktion på det enkelte hold.
Husk at kældergangen ikke er et opholdsrum, så man tager ikke ophold i gangen men bruger udelukkende gangen som transportvej. Skal man vente på andre må det ske enten uden for klubhuset eller i cafeteriet på første sal.
Hovedindgang/trappe (indgang på nordsiden af klubhuset):
Hovedindgangen må kun anvendes når man skal videre til første sal. Man må ikke benytte indgangen og fortsætte ned i kælderen.
Trappen må kun anvendes for at gå fra kælder eller hovedindgang til første sal.
Der sættes pile på gulvet der markerer dette.
Ståltrappe ved administrationsområdet (overfor forretningsførerens kontor)
Trappen anvendes udelukkende som udgang fra klubhuset. Dette markeres på trappe og dør.
Ståltrappe mod øst.
Trappen må anvendes både til ind- og udgang. Det markeres at man skal holde til højre på trappen.
Ståtrappe mod vest (vindeltrappen mod Fanzonen)
Må kun anvendes som udgang fra cafeteriet. Det markeres at indgang skal ske via hovedindgangen på den nordlige side af huset.
Cafeteria.
I cafeteriet er der særskilte regler der skal følge de generelle regler for restaurations virksomhed i Corona tiden. Man skal derfor overholde de regler der fremgår af opslag og markeringer i lokalet, samt de retningslinjer der gives af personalet.
Gangareal første sal.
Gangen opdeles i to halvdele med markeringer der sikrer at man holder til højre når man færdes i begge retninger.
Fællesområde første sal.
Det vil ikke være tilladt at spille bordtennis eller anden form for fysisk aktivitet pt.
Mødelokaler.
I alle mødelokaler skal der holdes fornøden afstand iht sundhedsstyrelsens retningslinjer. Dvs at afstandskravet afhænger af hvilken form for aktivitet der sker i lokalet. Husk at åbne vinduer for at få så god ventilation som muligt.
Omklædningsrum
Det er vigtigt der holdes afstand i omklædningsrummene, da ventilationen/udluftningen ikke er optimal. Der må derfor maksimalt være et antal personer i omklædningsrummet der svarer til at hver person har 4 kvm. til rådighed samt at der holdes minimum 1 meters afstand. Afstandskravet gælder også i badeområdet. Der vil på døren til hvert omklædningsrum være angivet hvor mange der må være i det enkelte rum samtidigt.
Der må ikke efterlades nogen effekter i omklædningsrummet når det forlades. Dvs at man lægger sit tøj ned i tasken og tager den med ud af omklædningen så andre kan benytte omklædningen.
Vi er i forvejen presset på kapacitet i omklædningsrummene, så det er vigtigt vi alle viser hensyn og benytter så kort tid som mulig i omklædningsrummene så alle får mulighed for at klæde om og komme i bad.
Vi håber I alle vil være med til at sikre at ovenstående regler samt de til en hver tid gældede regler og anbefalinger fra det offentlige overholdes.