Jørgen Pedersen - En Brøndby mand af format

Han startede i Brøndby som frivillig i Brøndby IF d. 6.januar 1966 – det er altså blevet til fantastiske 50 år, for manden alle kender som ”Røde Jørgen fra Brøndby” og med masser af oplevelser, fodboldvenner og hædersbevisninger.
Jørgen Pedersen var netop flyttet til Vestegnen fra Ålborg – og fået job som malersvend hos det lokale malerfirma Kurt Hansen. Han blev hurtigt forfremmet til konduktør i virksomheden, men det var alligevel fodbolden, der blev Jørgens ”liv”. En af kollegerne - Arne Hansen - var ungdomstræner i Brøndby IF og fik Jørgen med til Brøndby IF, da man manglede trænere i klubben. Det var en af de vigtigste hændelser i fodboldklubben Brøndbyernes IF’s historie, at Jørgen kom ind i klubben. - I de 50 år, der er gået siden har han været en nøgleperson og deltaget stort set i alt, hvad der er foregået af aktiviteter: ungdomsstævner, salg fra boder, holdleder, sponsorpleje, ungdomsformand, bestyrelsesarbejde,- ja alt, hvad der findes af opgaver i en fodboldklub
Det siges, at det var en helt speciel ”Brøndby ånd” – der har skabt klubbens imponerende succes omfattende en tur fra mellemrækken til 1. division på kun 17 år og efter kun 4 år mere kom det første Danmarksmesterskab i hus, efterfølgende kom dertil som bekendt, at i en årrække var klubben aldeles dominerende i toppen af dansk fodbold. Den ”Brøndby ånd” har Jørgen Pedersen om nogen været repræsentant for- altid ”klubbens mand”, altid parat til at yde en indsats og samtidig meget krævende og ambitiøs på klubbens vegne over for sine medledere.
I begyndelsen af 90’erne præsterede Brøndby IF at nå frem til semifinalen i Europa Cup’en, hvor det i det næstsidste minut glippede med at nå finalen, da italienske AS Roma scorede sejrsmålet til 2-1 på ”Stadio Olympico” i Rom. Den første kamp i Brøndby var endt 0-0 – så det var så tæt på en finale, som man kunne komme. – Det var uden tvivl den største skuffelse i hans fodboldliv. Men det var også et fantastisk resultat, som ingen anden dansk klub har præsteret hverken før eller siden.
Det var en fantastisk rejse for Brøndby IF fra stiftelsen i 1964 og til de imponerende resultater i 80’erne og 90’erne. – og Jørgen Pedersen har været med hele vejen. Han var naturligvis også med i Rom, som en af klubbens repræsentanter, der havde til opgave at sørge for, at de medrejsende sponsorer fik en rigtig god oplevelse ud af turen til semifinalen. Det var tæt på, men gik altså ikke lige til slut, så hårdt kan fodbold være – Men Jørgen Pedersens liv i Brøndby har resultatmæssigt været en lang række af positive oplevelser.
Det startede som nævnt med et frivilligt trænerjob i juniorafdelingen. Det stod snart klart for klubledelsen, at her var en mand, der kunne bidrage meget til den fremgang, som der blev satset på at opnå. Det har da også vist sig, at Jørgen gennem årene har løst masser af forskellige opgaver både sportsligt og kommercielt.
Det startede traditionelt med trænerjob. Det var på 3.juniorhold, Men hurtigt blev det til lederjobs først holdlederjobs, senere afd.leder funktionen.
I perioden 1970 – 1975 i ynglingeafd. Det var den første afd. i klubben, der nåede en finale om DM. Det var i 1973, hvor det blev til et finalenederlag til Vejle Boldklub. I perioden 1976- 1978 var Jørgen ungdomsformand og i den periode blev det til Brøndby IF’s første mesterskab, da 1.lilleput i 1977- vandt det uofficielle danske mesterskab. Holdets træner var Barny Jensen ligeledes af de mange dygtige frivillige, der i årevis sled og slæbte for at få klubben til tops i dansk fodbold. En af spillerne på holdet var i øvrigt Barny’s søn, den senere landsholdstjerne John ”Faxe” Jensen.
Herefter var det posten som formand for seniorafdelingen Jørgen besatte i perioden 1979- 2000. Det var perioden med oprykning til 1.division og masser af danske mesterskaber og europæisk succes.
Han trappede så lidt ned som næstformand i Seniorafdelingen i perioden 2001-2005
blev i 2005-2015 formand for Støtteforeningen ”BIF’s Veteraner” – men var samtidig i nogle år succesfuld holdleder for Oldboys 1 (der selvfølgelig hentede mesterskaber i hus i den periode!)
I 2010 blev Jørgen valgt som formand for ”Forældre-BIF” – en post han stadig beklæder, bl.a. som styrmand på det ugentlig Bankospil (hver torsdag)
Det er en helt enestående person, der fejrer 50 års jubilæum i Brøndby IF. Det er da også blevet til masser af fortjent hyldest. Allerede i 1977 blev det til ”Brøndby kommunes Idrætslederpris” – SBU’s Æresnål i 1985 Brøndby IF’s sølvnål i 1991, Brøndby IF’s guldnål i 2001 - og DBU’s sølvnål i 1998.
Den største hæder fik Jørgen Pedersen dog, da UEFA (Det europæiske Fodbold Forbund) i 2005 hædrede ham som Årets amatørfodboldleder i Europa. Den højeste hæder, der findes i UEFA – og bl.a. førte til, at Jørgen blev hyldet på banen i pausen til Årets Super Cup finale i Monaco mellem CSKA Moskva og Liverpool FC og hædret af UEFA’s præsident Lennart Johansson. På lystavlen stod der: -”Jørgen Pedersen The Father figure Denmark” - (faderfiguren = forbilledet). Den største hæder en dansk fodboldleder har modtaget af UEFA. Det blev i øvrigt også til et fotografi med den tidligere portugisiske fodbold verdensstjerne Eusebio, der kom og ønskede Jørgen tillykke på VIP tilskuerpladserne og ville fotograferes med brøndbymanden. (Eusebio havde nemlig arbejdet sammen med Ebbe Skovdahl i hans tid som træner i Benfica i Portugal og kendte derfor lidt til Jørgens klub Brøndby IF - og ville derfor gerne have et foto sammen med hædersgæsten).
UEFA’s præsident Lennart Johansson overrækker Jørgen Pedersen et diplom som symbol på den flotte hæder.
Jørgen er er person, der i årtier har været stærkt medvirkende til masser af glæder og store oplevelser for fodboldspillere, -trænere og – ledere. En fantastisk repræsentant for ” Brøndby ånden”, der har fået ført Brøndby IF fra mellemrækken i 1967 til toppen af dansk fodbold. En populær fodboldleder med et fantastisk ”drive” og vinderinstinkt, der næppe findes større, men samtidig en udadvendt, humoristisk og hyggelig person- og en mand der altid har levet op til klubbens motto: ”Ingen er over klubben”
Foruden, at han stadig har en del aktiviteter i Brøndby IF – så tilbringer Jørgen nu en del af sin tid på golfbanen i Brøndby, hvor han flere gange om året står øverst på præmielisten, når vinderne af onsdagsturneringerne hver måned hædres - vinderinstinktet er fortsat helt intakt.
Et stort tillykke – og en endnu større tak for din indsats for Brøndby IF.
50 års jubilaren foran Brøndby IF’s klubhus