Sportslig leder til Brøndby IF’s Børnefoldbold for bredden (U5 til U12) søges

Brænder du for børnefodbold?
Har du lyst til at være med til at gøre børn bedre til fodbold, og samtidigt udvikle de trænere, der er omkring børnene til hverdag?
Vil du være med til at udvikle et godt børnemiljø både på og uden for banerne?
Så er du måske den, vi har brug for som ny Sportslig leder for breddebørnefodbolden i Brøndby IF.
Vi kan tilbyde:
En hverdag, der foregår på foldboldbanerne på Brøndby Stadion. Her skal du, i samarbejde med afdelingernes sportslige ledere, være sparringspartner og vejleder for trænere, herunder hjælpe dem med træningstilrettelæggelse og –gennemførelse med mere.
Du vil også få en stor rolle i samarbejdet mellem trænere, spillere og forældre, og du vil, i samarbejde med klubbens sportsudvalg, få ansvaret for udvikling af breddefodbolden for klubbens yngste årgange.
Dine opgaver vil blandt andet være:
- Udvikling af en sportslig og pædagogisk profil for børnefodbolden på breddeområdet i samarbejde med Sportsudvalget og Projektgruppe Børnefodbold.
- Intern uddannelse og supervision af aldersgruppens trænere
- Medvirke ved rekruttering, introduktion og fastholdelse af trænere,
- Implementering af en rød tråd gennem børnefodbolden, herunder udvikling af ensartede aldersrelaterede træningsmetoder
- Udarbejdelse af træningsprogrammer og øvelser
- Overværelse af kampe og stævner, både ude og hjemme
- Sammen med trænere stå for niveauinddeling af spillerne fra U9 og op, hvor du har det overordnede ansvar
- Samarbejde med den tilsvarende funktion i U-Talent afdelingen
Din profil:
Vi forventer at du har erfaring som træner/leder i en fodboldklub samt erfaring med børnefodbold, og at du har minimum DBU B-licens og gerne er DBU instruktør på C-kurser.
Derudover ønsker vi, at:
- Du kan arbejde struktureret,
- Du kan arbejde selvstændigt, men også har gode samarbejdsevner og er god til kommunikere med og inspirere andre, og at du kan lide lederrollen
- Du er god til at skabe konstruktiv dialog, også når bølgerne går højt
- Du arbejder med en anerkendende tilgang til såvel børn som trænere og arbejder procesorienteret
- Du er udadvendt og dynamisk
- Du kan arbejde selvstændigt, tage ansvar og holde hovedet kold i en hverdag, der ofte er hektisk
- Du selv kan tilrettelægge dit arbejde, så du kan ”komme rundt” til alle hold, både under træning og kamp.
- At du ikke er fodboldtræner eller –spiller ved siden af jobbet.
Dit primære arbejdssted vil være Brøndby IF’s klubhus, Brøndby Stadion 26, 2605, og du vil referere til Formanden for Sportsudvalget.
Den ugentlige arbejdstid vil være ca. 20 timer, og forventes at være fordelt som følger:
Hverdage mandag til torsdag fra 16.30 til 19.30 – i alt 12 timer
Weekend, i gennemsnit en dag om ugen – i alt 3 timer
Administration, egen uddannelse og møder – i alt 5 timer i gennemsnit
Løn efter aftale.
Ansøgning:
Har du spørgsmål til stillingen er du velkommen til at kontakte sportsudvalget på mail: suv@brondbyif.net.
Ansøgning og CV sendes på mail til Sportsudvalget senest fredag den 27. november 2020. Skriv venligst Sportslig leder i emnefeltet.
Ansættelsessamtaler afholdes i uge 50 og 51 2020 og stillingen forventes tiltrådt den 1. januar 2021.