Unge stemmer i gult og blåt - Ungdomsudvalget

Brøndbyernes IF har fået et ungdomsudvalg. Udvalget skal være med til at udvikle klubben og sikre, at der også i fremtiden er mange børn og unge, der vælger Brøndby som deres klub og får en klub for livet. Udvalget er helt nyt og spændende opgaver venter.
Klubben for livet
Ungdomsudvalget består af en til to spillere fra alle årgange fra U13 til og med U19 og skal have mindst fem og højst ti medlemmer. Udvalget har tilknyttet et medlem af Sportsudvalget, som er sekretær og facilitator på udvalgets møder. Mette Kløve fra Sportsudvalget har derfor fået opgaven – og fornøjelsen – at være med til at starte Ungdomsudvalget:
”Det er klubbens ønske, at vores ungdomsmedlemmer knytter et tættere bånd til klubben. De unge skal være med til at udvikle klubben, så vores fællesskab bliver styrket og så vi også i fremtiden kan være ”Klubben for livet” for børn og unge,” fortæller Mette.
I Ungdomsudvalget kan de unge komme med deres input til, hvad der er vigtigt for dem og deres trivsel i klubben og det er vigtigt, at arbejdet tager udgangspunkt i de unges tanker og ønsker.
Fokusområder – fra frivillighed til forstuvninger
Ungdomsudvalget nåede at holde et par møder, inden Covid19 lukkede Danmark ned i foråret 2020. Her drøftede de unge en række emner – som trænerens rolle, kulturen i klubben, træningsmiljøet, skadede spillere og frivillighed – og valgte tre temaer ud, som udvalget vil have fokus på til en start:
- Hvordan hjælper BIF bedst muligt skadede spillere.
- Frivillighed
- Det sociale liv omkring fodbolden
Hjælpen til de skadede spillere er et vigtigt tema for de unge i udvalget, hvoraf flere har prøvet at være skadede og synes, de kunne bruge mere støtte fra klubben. Og det skal der lyttes til, siger Mette:
”Det er vigtigt, at Ungdomsudvalget er drevet af initiativer og ideer fra de unge selv. Udgangspunktet er deres hverdag i klubben og de temaer, der optager dem. Meningen er, at udvalget kan indstille forslag til Sportsudvalget eller selv – med støtte fra os – sætte gang i aktiviteter, der kan styrke fællesskabet”, fortæller Mette, der forventer sig en del af arbejdet med ungeudvalget.
”Jeg forventer, at de unges input vil blive taget alvorligt af Sportsudvalget og indarbejdet i de projekter og initiativer, som Sportsudvalget arbejder med eller som selvstændige initiativer og at bestyrelsen vil lytte til de unge og sætte sig ind i, hvad der er vigtigt for dem, for at de kan se sig selv som en del af ”Brøndbyfamilien” i mange år frem”, siger Mette, der glæder sig til at komme rigtigt i gang med arbejdet.
Selvom det ikke var helt nemt at finde unge, der har tiden til at bidrage, er det lykkedes at samle en lille flok, der er rigtig gode til at komme med input og gerne fortæller åbent om, hvordan de oplever klubben. Og det er det, der er brug for, som Mette konstaterer: ”Vores klub skal bestå i mange år og vi skal udvikle os i den rigtige retning og her har vi brug for de unge – på og uden for banen i årene der kommer. De er fremtidens Brøndby”.