Menu

Love for Brøndbyernes Idrætsforening

 

§ 1 - Navn og hjemsted

Foreningens navn er BRØNDBYERNES IDRÆTSFORENING med signaturerne Brøndby IF og BIF. Foruden amatørafdelingen har foreningen en afdeling for ”betalt fodbold”, der drives som et aktieselskab. Følgende støtteforeninger er anerkendt og tilknyttet foreningen: Forældre-BIF (stiftet 10.03.69), BIF’s Venner (stiftet 13.03.79), BIF’s veteraner (stiftet 01.10.81), BIF's 100-Mandsklub (stiftet 24.03.1980) og Fanafdelingen i Brøndbyernes Idrætsforening (stiftet 19.01.2019). Hjemsted: Brøndby kommune

§ 2 - Formål

Foreningen, der er upolitisk, har til formål at samle idrætsinteresserede i Brøndby til dyrkning af fodbold og andre boldspil, for derigennem at bidrage til at udvikle ungdommen alsidigt og harmonisk.

§ 3 - Medlemmer

1) Som aktivt medlem optages enhver person, der kan tilslutte sig foreningens formål. Dog kan personer under 16 år kun optages med forældrenes skriftlige samtykke

2) Bestyrelsen kan ekskludere et medlem på grund af usportslig optræden, dog først efter at det pågældende medlem har fået lejlighed til at udtale sig til forsvar for sin handlemåde. En sådan udelukkelse kan ankes for den næstfølgende generalforsamling, og skal optages som et særligt punkt på denne. Godkender generalforsamlingen den stedfundne udelukkelse, kan det pågældende medlem kun optages i foreningen igen ved en ny generalforsamlingsbeslutning.

3) Æresmedlemmer udnævnes af bestyrelsen efter de regler der er gældende herfor, nemlig mindst 25 års ulønnet arbejde for foreningen. Der kan dog af en enig bestyrelse dispenseres til 20 år.

4) Foreningens guldnål kan tildeles efter de regler, der er gældende herfor, nemlig minimum 35 års ulønnet arbejde for foreningen. Der kan ikke dispenseres for tidskravet.

§ 4 - Kontingent

1) Kontingentet fastsættes på de ordinære generalforsamlinger efter forslag fra bestyrelsen.

2) Aktive medlemmer i ungdomsafdelingen betaler ungdomskontingent.

3) Aktive betaler halvårligt forud pr. 1. Januar og 1. Juli. Passive medlemmer betaler  årskontingent forud pr. 1. januar. Frivillige trænere/ledere betaler et særligt ”leder”-kontingent 1 gang årligt. Kontingent der ikke er betalt 2 måneder efter forfaldsdagen, kan medføre udelukkelse fra foreningen, indtil betaling har fundet sted

4) Bestyrelsen kan i særlige tilfælde tilstå et medlem hel eller delvis fritagelse for kontingentbetaling for en kortere eller længere periode.

5) Bestyrelsen kan vedtage, at der betales et indmeldelsesgebyr

§ 5 - Ind- og udmeldelse

Ind- og udmeldelse af foreningen skal ske skriftligt til kassereren (jvf. §3 stk. 1).



§ 6 - Ledelse

1) Foreningen vælger en bestyrelse bestående af formand, næstformand, kasserer, sekretær, sportsudvalgsformand, et til tre bestyrelsesmedlemmer og to suppleanter. Herudover deltager også forretningsfører. Bestyrelsen mødes almindeligvis 1 gang om måneden. Dog minimum 10 gange årligt.

2) Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mere end halvdelen af medlemmerne er til stede.

3) I tilfælde af stemmelighed på bestyrelsesmøderne er formandens stemme afgørende.

4) Bestyrelsen fører en beslutningsprotokol over generalforsamlinger og bestyrelsesmøder samt optegner vigtige begivenheder indenfor foreningen.

5) Formand. Næstformand, kasserer og sekretær vælges for 2 år af gangen på generalforsamlingen. De øvrige vælges for 1 år af gangen. Formanden og sekretær afgår i ulige år. Næstformand og  kassereren i lige år.

6) Den valgte bestyrelse nedsætter udvalg efter behov til at varetage klubbens formål og interesser. De principielle retningslinier for udvalgenes funktion fastlægges af bestyrelsen. Bestyrelsen udpeger efter indstilling personer til udvalgene..

7) Foreningen tegnes af foreningens formand i forening med et bestyrelsesmedlem eller af tre bestyrelsesmedlemmer i forening.

8) Bestyrelsen kan give fuldmagt til at foreningens forretningsfører og kasserer hver for sig kan disponere over klubbens bankkonti via netbank og Dankort.



§ 7 - Professionelle afdeling

Foreningens professionelle afdeling drives som et aktieselskab. Den professionelle afdeling fører sit eget regnskab, og er i øvrigt underlagt de for aktieselskaber gældende regler og bestemmelser.

§ 8 - Generalforsamling

A) Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen, der afholdes en gang årligt inden 1. februar, og som indkaldes ved offentlig bekendtgørelse med mindst 14 dages varsel.

B) Dagsordenen skal omfatte følgende:

  1. Valg af dirigent

  2. Beretning vedr. foreningens stilling og virksomhed i det forløbne år.

  3. Forelæggelse af det reviderede regnskab samt orientering om kommende års budget.
    Det reviderede regnskab kan af medlemmer afhentes på forretningsførerens kontor 3 dage inden afholdelse af generalforsamlingen.

  4. Behandling af forslag, som bestyrelsen eller medlemmerne måtte ønske  forelagt generalforsamlingen.
    Indsendte forslag skal være formanden i hænde senest 8 dage inden generalforsamlingen og forelægges på foreningens hjemmeside (www.brondbyif.net) senest 3 dage inden generalforsamlingen.

  5. Valg af bestyrelse:
    a:    Ulige år formand og sekretær , for 2 år.
    b:    Lige år næstformand og kasserer, for 2 år.
    c:    Hvert år, sportsudvalgsformand samt et til tre bestyrelsesmedlemmer.
    d:    2 suppleanter.
    e:    2 revisorer.
    f:     1 revisorsuppleant.
    g:    1 fanebærer.
    h:    1 fanebærer suppleant.
    i:     Ekstern revisor

  6. Eventuelt
§ 9 - Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes når bestyrelsen finder det fornødent, eller når mindst 1/3 af de stemmeberettigede medlemmer skriftligt begærer dette. I sidste tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest 14 dage efter at anmodningen er kommet  bestyrelsen i hænde. Indkaldelsesvarslet er 8 dage, og dagsordenen bekendtgøres ved indvarslingen.

§ 10 - Lovlighed, beslutningsdygtighed, stemmeberettigede, valgbarhed

1) En lovlig indkaldt generalforsamling (jvf. §8 stk. A og §11) er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte medlemmer.

2) Til varetagelse af beslutninger, som generalforsamlingen måtte ønske at træffe, kræves almindelig flertalsbeslutning (jvf. dog §11).

3) Stemmeberettigede til foreningens generalforsamlinger er ethvert medlem, der er fyldt 15 år, har været medlem af foreningen i de seneste 6 måneder inden datoen for afholdelse af generalforsamlingen og som ikke er i restance med kontingent betaling. Stemmeret kan kun udøves ved personligt fremmøde.

4) Valgbar til  bestyrelsen er ethvert stemmeberettiget medlem, der har været medlem af foreningen i de seneste 12 måneder inden datoen for afholdelse af generalforsamlingen.

§ 11 - Opløsning

Bestemmelsen om foreningens opløsning kan kun tages på en alene med dette formål indvarslet ekstraordinær generalforsamling, på hvilken mindst ¾ af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer skal stemme for. På denne generalforsamling tages ligeledes bestemmelse om foreningens eventuelle midler og øvrige ejendom, dog således at almindelig flertalsbeslutning herom er tilstrækkelig. Foreningens eventuelle midler og øvrige ejendom kan alene overdrages til andre almennyttige/almenvelgørende foreninger med ungdomsarbejde i Brøndby Kommune. Indkaldelsesvarslet er 14 dage.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Information om cookies. Cookies er nødvendige for at hjemmesiden kan fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Luk