Pige U10 til Madsby Pige Cup 2024

Brøndbys U10 piger var fra 31. maj - 2. juni afsted til Danmarks største pigestævne i Fredericia, Madsby cup.
Vi mødtes lige efter frokost foran Brøndby stadion, sammen med pigehold fra U8, U9, U11 og U12. Vi var selv 2 hold fra U10. I alt 94 spillere og trænere/ledere var afsted. Til vores store glæde kom 2 Brøndbybusser og hentede os for at køre os turen til Fredericia.
Da vi ankom, indrettede vi os i det tildelte klasselokale, hvorefter vi gik ned og spiste aftensmad. Pigerne var i højt humør og glædede sig til en weekend med masser af fodboldbold og hygge.
Kl. 20 var der indmarch af alle hold, som samledes foran den store scene til en velkomsttale. Vi havde masser af Brøndbyflag og de store piger fra U12 havde blå/gule farver med, som vi kunne male vores kinder med. Det var en fest.
Lørdag morgen vågnede de første kl. 5 og var klar til kamp. Resten stod op ved 7-tiden hvorefter vi tog kamptøj på og drog afsted mod banerne, for at spise morgenmad inden de første kampe.
Begge hold spillede 3 kampe i løbet af lørdagen, det ene hold vandt to og tabte en og det andet hold tabte desværre alle 3. Mellem kampene blev der flettet hår på alle 19 piger, som fik 2 fletninger, en i blå og en i gul. Det var en lang proces og der gik 12 timer mellem den første og den sidste fletning. Men vi hørte flere gange i løbet af weekenden; ”se lige noget sejt hår Brøndbypigerne har”, så det var det hele værd.
Der blev hygget max i vores base, når vi ikke spillede kamp og vi kunne se fællesskabet mellem pigerne blive større og større. Efter kampene blev der købt slik og snacks til den store guldmedalje. Pigerne havde alle sammen samme beløb med i lommepenge, som de kunne bruge på lige hvad de ville. Weekendens store samtaleemne var også, hvad man ville bruge sine penge på og hvor dyrt det var at købe en slush ice.
Mobiltelefonerne var i denne weekend blevet hjemme, så pigerne måtte finde på noget andet at fordrive tiden med mellem kampene. Blandt andet blev der stablet kopper i madteltet, leget med elastikker og spillet Uno.
Lørdag efter aftensmaden, stod den på hygge i vores klasselokale og da det ene hold skulle spille kl. 8 søndag morgen, var det tidligt i seng. Pigerne var trætte, så det var ingen sag at falde i søvn og alle sov frem til uret ringede søndag morgen.
Søndag spillede vi i klubbens flotte nye udebanetrøjer. Det ene hold vandt 2 kampe og kom i semifinalen og det andet hold tabte en og vandt en. Desværre var det et enkelt point fra en finale.
Semifinalen var hård for pigerne, da de over hele weekenden spillede imod U11 piger, som var en del større og det kostede mange kræfter. Kampen endte 0-0 og måtte ud i en nervepirrende straffesparkskonkurrence.
Desværre lykkedes det ikke at vinde straffesparkskonkurrencen, så holdet måtte se sig som slået. Den var lidt hård at sluge.
Vi samlede alle pigerne og gik en tur på McDonalds inden bussen kom for at køre os hjem til Brøndby. Til stor glæde for pigerne var det Landsholdsbussen som kørte os.
Det har været en fantastisk tur, som har bragt meget glæde, sammenhold og endnu større fællesskab mellem pigerne med sig. Vi ses igen til næste år Madsby.