Sport 24 Indoor Girl Cup i Fredericia 2025

Brøndbys U11 piger deltog i weekenden i Danmarks fedeste indendørsstævne for piger, Sport 24 Indoor Girl Cup. Fredag eftermiddag tog 23 piger og 6 trænere/ledere toget til Fredericia for at deltage i Sport 24 Indoor Girl Cup. Efter ankomsten blev aftenen brugt på spisning, udpakning og hygge, hvor der blev nydt både søde sager og brugt masser af energi.
Som altid, når pigerne er på tur, er det svært at falde til ro ved sengetid den første aften på grund af den store forventningsglæde. Det blev derfor heller ikke til så mange timers søvn, som der nok var behov for.
Lørdag morgen stod pigerne tidligt op, iførte sig kamptøjet og begav sig mod hallen. Vi boede på en skole tæt på hallen, så det var hurtigt at gå derned. Med erfaring fra sidste år fandt vi hurtigt et godt hjørne, hvor vi havde base hele weekenden. Pigerne vidste, hvor vi var, og kunne selv drøne rundt i hallerne mellem kampene.
Lørdagens kampe var blandede for vores fire hold, da kampene blev brugt til at inddele holdene i de rette niveauer. Pigerne var glade, og det vigtigste for os på denne tur var fællesskabet og hyggen, ikke resultaterne.
Stævnet var indrettet således, at U11 og U12 var lagt sammen i én pulje, hvilket betød, at vi var de små. Dette kom til udtryk i nogle af kampene, og pigerne fik nogle knubs, som krævede et besøg hos samaritterne. Heldigvis var ingen af skaderne alvorlige.
Lørdagen bød på skønt forårsvejr, og der var tid til at nyde solskinnet mellem kampene. Alle fire hold spillede deres sidste kamp lige før kl. 18. Efterfølgende var det hurtigt i bad og hjem til skolen for at spise aftensmad. Energiniveauet var dalet en smule fra fredag, men pigerne var glade og fik slappet af og hygget.
Kl. 22 blev lyset slukket, og alle sov inden 22:05, også de voksne.
Søndag morgen ringede vækkeuret kl. 6. De første af vores hold skulle spille kl. 8:14, og alt på skolen skulle være pakket inden da. Pigerne var superseje og fik ryddet lokalet på 30 minutter. Vi fik pakket bagagen i biler, spist morgenmad og kom afsted i god tid tilbage til hallen.
Søndagens kampe var mere lige, da alle hold var blevet inddelt i nye puljer baseret på lørdagens resultater. Dagen bød på spændende kampe med høj puls hos både spillere, trænere og medrejsende forældre. Kampene sluttede kl. 16, og lige efter var der præmier til alle hold. Vi sluttede med to hold på tredjepladsen i deres puljer og 2 hold uden for finalespillet. Men der var flotte lyserøde pokaler til alle.
Kl. 18 tog vi toget retur mod Sjælland, og kl. 20 var der et skønt gensyn med alle forældrene på Høje Taastrup station.
Alle trænere/ledere på PU11 takker for en virkelig god tur med nogle søde børn og noget god fodbold.
#pinkkærlighed