Menu

Brøndby Pige U14-2 til Easter Open South 2023

image
12. april 2023 kl. 15:35

Det startede som et håb og ønske fra teamet om at give pigerne en kæmpe oplevelse. Med en kæmpe støtte fra forældregruppen og klubben, faldt alt i hak og PU14-2, årgang  2009 skulle til Holland Easter open 2023.

Turen har krævet blod sved og tårer, på banen og i enkelte tilfælde uden for banen.

Vi lagde hårdt ud med at møde ved Brøndbyshoppen Skærtorsdag kl. 0515. Tidligere end pigerne normalt er oppe, men stemningen ved ankomst var høj. Vi tilbragte efterfølgende 14 timer på de europæiske motorveje på vej igennem diverse køer i Tyskland og Holland.

Velankommet til vandrehjemmet fandt pigerne deres værelser og efter lidt ommøblering af div værelser fandt alle deres plads.

Vandrehjemmet var også beboet af andre hold, nogle vi kendte og andre vi ikke kendte. Dette skabte en masse dynamik og humøret var højt og der var god stemning. Sengetiden var lidt senere end beregnet, men vi skulle ikke spille fredag så det var accepteret.

Fredagen bød på rundtur på Ajax stadion og shopping i Amsterdam, pigerne opførte sig eksemplarisk og begge ture gik rigtig godt.

Ajax stadion er flot og stort og gågaden i Amsterdam var skør = whats not to like

Fredag sen eftermiddag/aften var vi tilbage på vandrehjemmet og fik aftensmad, det hollandske køkken viste sig fra en lidt underlig side og ikke alle spillere var pjattet med maden.

Der blev lavet madpakker til lørdag og pigerne stod selv for at sammensætte deres pastasalat.

Vi forsøgte at lave en let træning, desværre var området jævnt som en pløjemark, så af frygt for ankelskader blev det en kort fornøjelse. Men kampplanen var klar og alle parat.

Turen var ikke uden udfordringer og sengetid var bestemt en.

Torsdag og fredag var en fest, men omstillingen til fodbold lørdag, var ikke nem. Det at komme i seng til ordentlig tid var svært. Nogen blev generet af larm fra andre værelser/ hold, andre af larm fra egne.

Lørdag morgen havde vi vores første kamp kl 09.35, dette + sen sengetid resulterede i nogle trætte spillere.

Det hjalp heller ikke at bussen satte os af ved det forkerte stadion

Efter lidt hurtig tænkning kom vi frem til banerne og gjorde klar. Den længere transporttid gjorde at vi desværre ikke fik nok tid til at varme op.

Trætheden sad i spillerne og vi var ikke klar fra start. Vi spillede ikke op til vores vanlige niveau, spillet fungerede ikke og vi faldt samlet som hold. Lidt ærgerligt når nu vi endelig var kommet afsted.

Efter 3 kampe mod :

Ter leede ( betyder vist nok kæmpe på hollandsk, for de piger havde spist op )

Støvring if ( et jysk hold fyldt med Brøndby fans)

Barnet Panthers (potentiel venskabsklub)

Havde vi tabt 2 og spillet 1 uafgjort med en målscore på 0-3, og vi endte på en 4.plads. Vi tager med os, at vi var turneringens bedste 4. plads. 

Efter frokost kørte vi tilbage til vandrehjemmet for at slappe af og restituere. Vi havde fået en del knubs i kampene pga. et noget hårdere fysisk spil end vi er vant til.
Eftermiddagen og aftenen gik med afslapning, hygge og at være social med ens medspillere. Skuffelsen over kampene var til at tage og føle på og enkelte spillere skulle lige hjælpes op.

Som tiden gik, steg humøret og vi tror de fleste havde nogle hyggelige timer.

Klog af skade fra aftenen før sendte vi pigerne tidligere i seng, det tog lidt tid før der var ro, men trods alt var det tidligere end fredag aften.

Søndag skulle vi igen tidligt op. Taskerne var pakket aftenen før og kl. 07 sad vi igen i bussen på vej mod stadion.

Denne gang var der ikke problemer med aflevering og vi havde god tid til at varme op og gøre os mentalt klar til kamp.

Efter 3 flotte kampe, hvor vi havde fundet vores sædvanlige niveau, stod vi med 2 sejre og en uafgjort og en målscore på 4-0

Solen skinnede og vi havde fået vist at vi var bedre end den pulje vi var endt i

De sidste timer skulle bruges på at gå i bad og se nogle spændende kampe på banerne omkring os.8.15 gik turen tilbage mod DK.

Resume:

Turen har på den sociale side levet fuldt op til hvad vi havde håbet på. Pigerne har været sammen i mange timer, men har trivedes i hinandens selskab.

Rent sportsligt havde vi nok sat næsen op efter mere, men vi slutter flot af og slutter med en positiv oplevelse som vi kan tage med videre og arbejde med. Det har været en lærerig tur på rigtig mange parametre.

Vi har nydt nogle fantastiske timer med pigerne og har en fornemmelse af, at det overordnede mål om at give pigerne en oplevelse for livet er opnået.

Tak til Brøndbyernes IF for at hjælpe med, at få denne tur i mål.

Se flere billeder på pigernes instagram profil.: https://www.instagram.com/bif.u14/

Mvh teamet bag pige u14-2, årgang 2009

Information om cookies. Cookies er nødvendige for at hjemmesiden kan fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Luk