Fra Nykøbing til nykåret Danmarksmester

Fra Nykøbing til nykåret Danmarksmester
Navn: Michaela Schnack
Tidligere klubber: B1901, B1921, NFC (Fusion af B1901 og B1921), BSF
Bor i Nykøbing Falster, går i 2.g på Nykøbing Katedralskole
Skiftede til Brøndby i sommeren 2016 efter 1 år i Ballerup-Skovlunde Fodbold
Danmarksmester med Brøndby U17 2016
3F truppen i Brøndbyernes IF fra juli 2016
Når Michaela Schnack får fri fra skole på Nykøbing Katedralskole, skal hun til træning. Hun tager ikke cyklen, for der er 118 kilometer til Brøndby Stadion, hvor træningen foregår. Turen tager 2 timer med bus og tog, og det er der ikke tid til, så far og mor må på skift lege chauffører, indtil Schnack, som er det navn, de fleste kender hende under, får kørekort – og det håber hun på, sker kort efter hun fylder 18 år i juli.
De lange køreture til Brøndby fem gange om ugen har stået på hele denne sæson, hvor Schnack har spillet i Brøndby. Og de fortsætter i næste sæson, hvor hun skal træne fast med 3F-truppen i Brøndby. Forhåbentlig sidder hun selv bag rattet de fleste dage.
Vi har fået en snak med Schnack om skiftet fra BSF til Brøndby og om det at komme langvejs fra for at spille på højeste niveau.
”Jeg skiftede til Brøndby fra BSF sidste sommer for at komme til at træne med de bedste og for at udvikle mig mere. Der går mange historier om, hvordan det er i Brøndby, ligesom der går historier om, hvordan det er i alle de andre klubber. Jeg har prøvet at spille i de to stærkeste pige- og kvindeklubber på Sjælland, så jeg kender lidt til, hvordan klubberne er omme bag alle historierne og rygterne. Uanset hvilken eliteklub, man kommer til, skal man være indstillet på, at det altså er elite, når vi taler om DM-rækken og at man må kæmpe sig frem og vise, hvad man duer til i stedet for at stå over i et hjørne og lege flinkeskole”.
Skiftet til Brøndby var den rigtige beslutning, men den første tid i klubben var ikke nem. Schnack kom til klubben fra ærkerivalerne BSF efter en sæson, hvor de to klubber havde haft meget tætte kampe og konkurrerede om bronzemedaljerne til sidste spilleminut. Og hvis hun havde troet, at hun fra første dag ville få 19 nye bedsteveninder i gule trøjer, måtte hun tro om igen..
”Det var en hård start, for jeg blev ikke bare accepteret med det samme. Jeg fik det gode råd at jeg skulle lade være med at prøve at blive veninder med alle, men lade fødderne tale. Det virkede. Jeg scorede et vigtigt mål, og så gik det lidt nemmere med at blive accepteret og siden er det gået stille og roligt fremad. Der er et super godt træningsmiljø i Brøndby og jeg har fået stor hjælp til min udvikling af rigtig dygtige trænere og støtte i forhold til at få hverdagen til at hænge sammen med skole og fodbold. Jeg har også lært at fungere i et elitemiljø, hvor vi stiller store krav til hinanden og det skal man kunne klare, hvis man vil være en af de bedste”.
Livet som U17-spiller sluttede med flotte guldmedaljer efter en fantastisk sæson, hvor Schnack har været en fast del af Danmarks bedste U17-pigehold:
”Det er så fedt, at vi nu er blevet Danmarksmestre, det er helt klart min største fodboldoplevelse. Der er meget stor forskel på den følelse, jeg står med nu, hvor vi har vundet guld og den følelse, jeg havde for et år siden, hvor min selvtillid var langt nede. Der er sket rigtig meget med mig på det år, både fodboldmæssigt og personligt. Jeg glæder mig til at fortsætte i Brøndby på 3F. Jeg kommer til at udvikle mig rigtig meget til træningen og mit mål er at få spilletid for holdet i næste sæson og så stille og roligt kæmpe mig til en plads. Jeg ved, at det bliver hårdt arbejde og jeg føler, at det sidste år har gjort mig klar til at kæmpe for det”.
Der er plads til flere dygtige spillere i Brøndbyernes IF. Og Schnack har et par gode råd til de spillere, der vil prøve kræfter med livet som Brøndbyspiller:
”Hvis man gerne vil udvikle sig som spiller og som menneske, er det det helt rigtige valg at tage til Brøndby. Men man skal være klar over, at det er et elitemiljø, hvor der bliver stillet krav. Der er en masse dygtige trænere og personer rundt om holdet, så man får meget støtte, men man skal være klar til at gøre en indsats selv både på og udenfor banen. Og så skal man huske, at man kommer for at blive bedre og ikke for at få nye veninder. Der er plads til masser af sjov og glæde, men vi er her for at blive bedre, fordi vi alle sammen gerne vil stå med guld om halsen.”