Glæde og GULD til pigerne fra Vestegnen

En fantastisk sæson for Brøndbyernes IF’s pigeungdom er ved at være slut. Medaljerne bliver fordelt i disse dage og en del havner om halsen på pigerne fra Vestegnen og når vi starter igen efter sommerferien, er det med Brøndbyhold i de bedste ungdomsrækker på Sjælland og i DM-rækken. Det er ingen tilfældighed. Der er blevet arbejdet hårdt på holdene og ingen er kommet sovende til succesen og på mange måder har det også været et langt træk. For 11 år siden startede vi med en satsning på talentudvikling med tre gange træning om ugen hele vejen nede fra U10 og en målsætning om at udvikle vores egne spillere til de bedste ungdomshold og til den bedste seniorrække – hele tiden med fokus på at udvikle hele mennesker og at have glæden med hele vejen. Og der er flere på vej. I går vandt U13-pigerne U13-øst, så der er masser af talent på vej.
I morgen får U17 DM-pigerne guldmedaljerne om halsen efter at have sikret sig Danmarksmesterskabet for mere end en måned siden. Det er fjerde sæt medaljer inden for de sidste 5 år, hvor det blev til guld i 2012, bronze i 2013, bronze i 2015 og nu guld igen i 2016. Det er en imponerende ”stime”. Og selvfølgelig kan vi ikke prale af, at alle spillerne har spillet i Brøndby hele deres liv. Naturligvis er nogle af dem kommet til os udefra – og endda langvejs fra – og har fået deres gode fodboldopdragelse i andre klubber på Sjælland, inden de valgte at prøve kræfter med elitefodbold i Brøndby. Vi er glade og stolte af alle pigerne – både de 5, der altid har spillet i Brøndby og derfor har været med hele vejen fra de var 6 år, dem der kom som U13- og U15 spillere og de få, der er kommet til os inden for det seneste år. Vi er glade og stolte over, at vores samarbejde med de lokale uddannelsesinstitutioner fungerer, så der på guldvinderholdet er 4 elever fra masterclass fra eliteidrætsklasserne på Brøndbyvester Skole, 1 fra Brøndby Idrætsefterskole og hele 5 spillere, der går på Brøndby Gymnasium og kombinerer elitefodbold med en god ungdomsuddannelse. Og vi er lige så glade og stolte over, at vi har et træningsmiljø, der er så attraktivt, at flere spillere kører over hundrede kilometer for at komme til træning på vestegnen.
Kæmpe tillykke til alle de unge piger med de flotte resultater her i denne sæson – og til de mange frivillige trænere, ledere og hjælpere, der gør det muligt at skabe så godt et miljø. Vi har plads til mange flere – til spillere i alle årgange, der har lyst til at trække den gule trøje over hovedet og prøve kræfter med miljøet, plads til flere, der vil hjælpe til og til en masse tilskuere på sidelinjen, der kan være med til at løfte stemningen omkring dansk pigefodbold endnu mere!