Menu

Vinder fra Vindinge valgte Vestegnen

image Anna Mogensen med DM-guldmedalje. På jagt efter flere!
08. juli 2016 kl. 07:35
Anna er fra Vindinge og elsker at vinde

Anna Mogensen er fra Vindinge, hvor hun startede sin tid som fodboldspiller, inden turen gik over Roskilde KFUM til Brøndbyernes IF. Anna var gennem hele sidste sæson en vigtig brik hos Danmarksmestrene fra Vestegnen.

"På det tidspunkt, hvor jeg skiftede, havde hverken Vindinge eller Roskilde KFUM pigehold. Jeg ville gerne til en klub, hvor jeg kunne spille med nogle af de bedste pigespillere i Danmark, og mit valg faldt på Brøndby, hvor jeg så de bedste muligheder. Jeg har spillet i klubben i fire år og har allerede haft nogle rigtig fede fodboldoplevelser. Nogle af de fedeste har været at vinde Future Cup som U16-hold og at spille træningskamp med 3F. Og så var det selvfølgelig rigtig fedt at vinde DM-guld", smiler Anna.

Anna er en spiller, der kan vise både begejstring og frustration. En lækker detalje til træning bliver fulgt af jubel, og en scoring fra Anna kan ses og høres. Og scoringer har der været mange af i sidste sæson. For midterforsvareren har målnæse og sans for at placere sig det rigtige sted, når et hjørnespark sendes ind i feltet. Det har resulteret i 7 mål, de fleste på hovedstød - og der er blevet jublet over dem alle:

"Jeg kan godt lide at score, og som midterforsvarer er det ekstra fedt, når det lykkes, og selvfølgelig jubler jeg, når der er noget at juble over. Fra sidste sæson kan jeg især huske de to hovedstødsmål mod Skovbakken og målet til 2-1 i Hillerød, hvor vi med en sejr kunne blive Danmarksmester med fem runder igen. Det var fedt at se den gå ind! Men mit bedste mål, var da jeg scorede til 3-2 i Viborg og sikrede os sejren."

God med bolden på fødder og hovedet. Og ekspert i jubelscener: Anna Mogensen!

Anna tog 10. klasse på Idrætsefterskolen KIES og det har hun været rigtig godt tilfreds med. Det kræver en del både mentalt og fysisk at være elitefodboldspiller, der skal præstere i hver kamp, og her er det vigtigt, at hverdagen hænger sammen:

"Det har betydet sindssygt meget for mig at gå på KIES," fortæller Anna. "Jeg har fået en hel masse nye venner og så har jeg haft et helt år, hvor jeg har kunnet fokusere på at udvikle mig fodboldmæssigt. Jeg fik hurtigt lagt en plan sammen med trænerne fra KIES og min træner i klubben omkring, hvordan jeg skulle få morgentræningerne til at fungere samtidig med, at jeg skulle træne om aftenen også. Det har været super vigtigt for mig, for en af de ting, jeg har lært i Brøndby er, hvor meget det kræver af fysisk træning at være i så god form, at man kan præstere bedst muligt. Og her er det bare vigtigt, at træningen bliver doseret ordentligt, og det har jeg fået god hjælp til på KIES og i Brøndby."

Anna har sat sig nye mål for de kommende år. Studenterhuen skal på, og på fodboldbanen er målet at komme til at spille 3F-liga. Og Anna ved, hvad det kræver: "Træning, træning, træning - og træning"

Til august starter Anna på Brøndby Gymnasium, som er valgt af flere grunde. Dels fordi det er nemt at transportere sig de 20 meter fra skole til træning og dels fordi Brøndby Gymnasium har fokus på de idrætsaktive elever og ved, at fodbolden betyder og fylder rigtig meget i hverdagen, hvor det hele skal gå op i en højere enhed med skole, lektier, træning og kampe. Og det ungdomsliv, der også skal være plads til. 

En del pigefodboldspillere er tilbageholdende med at fremhæve deres styrker og hvor vigtigt det er at vinde. Så til sidst vil jeg lige høre Anna, om overskriften "Vinder fra Vindinge" holder hele vejen. Og her er Anna slet ikke i tvivl: 

"Ja, jeg er en vinder. Jeg taber ikke så tit. Og for mig er en vinder en, der vil vinde - hver gang. Og det vil jeg!"

Information om cookies. Cookies er nødvendige for at hjemmesiden kan fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Luk