Brøndby IF Women opgraderer rejsen

Brøndbyernes IF har haft kvindefodbold på programmet siden 1971. I 1995 rykkede holdet op i landets bedste række, men måtte en tur ned igen i 1999. I 2000 satte den daværende bestyrelse skub i en udviklingsplan, der skulle sikre medaljer til pigerne fra Vestegnen indenfor 3 år.
Den rejse, holdet siden har været på, har givet 12 Danske Mesterskaber, 11 Pokaltitler, og holdet har kunnet fejre ”The Double” 8 gange. Rejserne i Europa har givet 3 semifinalepladser og 4 kvartfinalepladser i UEFA Women’s Champions League.
Vi arbejder hele tiden på at optimere forholdene og mulighederne for holdet, men dette kræver som alle sikkert ved en del økonomi. Derfor opgraderer vi nu rejsen til Business class, og det gør vi ved at sælge 12 unikke Businesspartner-aftaler, som skal være medvirkende til at optimere truppens muligheder yderligere i den danske turnering, men også på den europæiske scene.
Det er med stor glæde, at vi kan præsentere TravelSense som første Businesspartner-medlem. TravelSense og Camilla Andersen har igennem mange år støttet Brøndby IF Women og har været vores rejsearrangør på turene til vores europæiske kampe. Vi er derfor meget glade for, at TravelSense nu har valgt at opgradere på den videre rejse med Brøndby IF Women.
Vi har flere Businesspartneraftaler ude, og nogen er på vej retur i underskrevet stand, men er du hurtig, kan du fortsat nå at komme med på rejsen, så tøv ikke med at kontakte Forretningsfører Michael Espersen på 20 53 44 77 eller mies@brondbyif.net for yderligere oplysninger.