Menu

Champions League ændres igen

image
02. februar 2021 kl. 10:00
Endnu engang er der ændringer til de udskudte 1/16-finaler i UEFA Women’s Champions League mod norske Vålerenga. Nu skal det hele afgøres over én kamp i Brøndby torsdag den 11. februar kl. 15.00.

Vores 2 kampe i UEFA Women’s Champions League 1/16-finalerne mod de norske mestre fra Vålerenga har haft et langt og frustrerende forløb.

Den første kamp skulle være spillet torsdag den 10. december i Oslo, men blev aflyst 6 timer før kampstart af de norske sundhedsmyndigheder, hvorefter vi kunne flyve retur til København. Returkampen ugen efter i Brøndby blev ligeledes aflyst, da Danmark lukkede ned.

De sidste 14 dage har vi dagligt været i kontakt med vores modstander og UEFA for at finde en løsning på at få spillet kampene, der var planlagt til, at første kamp skulle være spillet nu på søndag i Oslo med returkamp i Brøndby søndag den 14. februar.

Da Norge er lukket helt ned, kan vi ikke spille kampen i Oslo, og i går blev klubberne og UEFA derfor enige om, at adgang til 1/8-finalerne skal afgøres over én kamp, der spilles torsdag den 11. februar kl.15.00 på Brøndby Stadion, som på dagen vil fungere som neutral bane. Skulle kampen ende uafgjort, skal den derfor afgøres i forlænget spilletid og eventuel straffesparkskonkurrence, da reglen om udebanemål ikke er gældende, når kampen spilles på neutral bane.

Grundet de nuværende Corona-restriktioner skal kampen spilles for tomme tribuner, men kampen vil blive streamet.

Information om cookies. Cookies er nødvendige for at hjemmesiden kan fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Luk