Champions League skubber ligastart

Næste uges 1/8-finale i UEFA Women’s Champions League på udebane mod Olympique Lyon er fastsat til torsdag den 4. marts kl. 16.00 med afgang mod Danmark efter kampen. Det betyder sen hjemkomst og dermed under 48 timer til, at der skulle have været fløjtet op til næstsidste runde af Grundspillet, hvor AGF kommer en tur til Brøndby.
Heldigvis har AGF udvist stor forståelse for og fleksibilitet omkring situationen og er gået med til at flytte kampen et døgn, så den nu spilles søndag den 7. marts kl. 14.00 i stedet for lørdag den 6. marts. Det er vi meget glade for, da det giver os klart bedre mulighed for at forberede os til kampen, og vi glæder os til at sparke ligaen i gang igen.
Grundet de nuværende Corona-restriktioner og Kvindeligaens protokol er det ikke tilladt for tilskuere at overvære kampen, men den vil blive streamet, så alle kan se med.