Menu

Fortjent sejr over FC Thy-ThistedQ

image Foto: Joh-Foto
13. september 2020 kl. 20:27
Dagens topopgør i Thisted endte med en 1-2-sejr til Brøndby på trods af, at holdet kom bagud 1-0 kort før pausen.

Cheftræner Per Nielsen havde på forhånd forventet en tæt kamp, hvor vi ville have bolden mest, og det blev også billedet.
- Jeg synes, at vi er bedst igennem hele kampen. Vi kommer lidt ufortjent bagud i slutningen af 1.halvleg, men det gør, at vi får ændret på nogle ting i pausen og kommer 10 meter længere frem på banen i 2.halvleg. Det var en fin topkamp, hvor begge hold gik efter sejren, men i sidste ende hiver vi helt fortjent sejren og de 3 point.

Matchvinder, Freja Abildå, er enig med sin cheftræner i analysen af kampen, og så scorede hun ikke mindst et fremragende mål, som hun var meget glad for at se gå ind.
- Vi spiller generelt en god kamp og får skabt en masse chancer samtidigt med, at vi holder dem fra de helt store. Og så er det altid stærkt at vende kampen efter at have været bagud. Jeg havde haft et par super sløje afslutninger i løbet af kampen, og det var jeg lidt træt af. Det var måske derfor, de gav mig så meget plads, men denne gang sparkede jeg den altså op i venstre hjørne, og det var bare skønt og en kæmpe forløsning at se den gå ind.

Kampen i dag afsluttede første halvdel af grundspillet, og vi kan se tilbage på 7 kampe med 6 sejre og et uafgjort resultat, hvilket giver os en klar 1.plads i Gjensidige Kvindeliga med 6 point ned til rækkens nummer 2 fra HB Køge.

Nu venter halvanden uges landsholdspause, hvor Katrine Abel, Nanna Christiansen og Mille Gejl skal med, før det den 26. september igen er tid til ligakamp, hvor dagens modstander fra FC Thy-ThistedQ kommer på besøg på Bane 2. 

Information om cookies. Cookies er nødvendige for at hjemmesiden kan fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Luk