Per Nielsen: Jeg er stolt

Normalt er man ikke stolt efter et nederlag i den størrelsesorden, men det var tilfældet i dag, da vi fangede cheftræner Per Nielsen til en reaktion efter kampen.
- Først og fremmest er jeg rigtig stolt. Jeg er stolt over pigernes og hele holdets indsats. Ikke bare i dag, men i begge kampe mod Lyon, og det har jeg også sagt til dem i omklædningsrummet. Vi arbejder stenhårdt og som et hold i alle 90 minutter igen i dag, og derfor formår vi at komme fra de her to kampe med æren i behold, og det skal pigerne have stor ros for.
Brøndby-holdet fik netop den drømmestart, man havde håbet på, da Nanna Christiansen gjorde det til 1-0 efter bare 11 minutter, og det mål havde stor betydning for holdet.
- At vi scorer det mål så tidligt, har kæmpe betydning for os og giver troen på, at overraskelsen kunne lade sig gøre, og vi ved jo, at Nanna elsker at score mål, og en Nanna med selvtillid er altid givende og vigtigt for os. Jeg er rigtig stolt over, at vi formår at score mod et af verdens allerbedste klubhold, for det er der ikke andre danske hold, der har gjort før, så det tager vi bestemt med os videre.
Dagens nederlag lukker dermed denne sæsons UEFA Women’s Champions League-deltagelse, som vi vil se tilbage på med stolthed. Nu retter vi al fokus på Gjensidige Kvindeliga og de kommende pokalsemifinaler.