Per Nielsen: Vi skal komme med et andet udtryk

Cheftræner Per Nielsen fortæller her om arbejdet med truppen efter det historisk store nederlag.
- Når man taber 5-0, så er det klart, at der er noget mentalt, der spiller ind. Vi er – heldigvis – ikke vant til at tabe særligt mange fodboldkampe, så vi har fået snakket tingene godt igennem. Det har været en fin uge på træningsbanen, hvor vi som altid har haft fokus på os selv. Vi ved, at vi kan spille meget bedre, end vi har gjort de to sidste kampe, så vi har haft stort fokus på spillet med bolden.
Siden FC Nordsjælland rykkede op i ligaen, har de bidt sig fast i toppen, og sjældent er de indbyrdes kampe mellem de to hold endt med mere end ét måls forskel. Der venter derfor en intens og hård kamp på Bane 2.
- Det bliver en super svær kamp i morgen. FC Nordsjælland er et godt hold med mange gode spillere, og vi bliver helt sikkert udfordret. Det er vigtigt, at vi får rystet Køge-kampen af os, så vi kan præstere på højeste niveau, hvilket er nødvendigt, hvis vi skal vinde i morgen. Det har vi snakket meget med pigerne om, og vi er alle enige om, at vi skal komme med et helt andet udtryk, hvis vi vil have sejren og de 3 point.
Der er kampstart kl. 14.00, og du kan få adgang til tribunen fra en time før kampstart. Varm op til kampen i Klubhusets Cafeteria eller i Hytten, hvor Brøndby Support åbner dørene fra kl. 12.00.
Alle skal trække en billet til kampen. Dette gælder også medlemmer af Brøndbyernes IF og sæsonkortholdere til Brøndby Stadion. Medlemskort/sæsonkort med samme navn som på billetten skal forevises ved indgangen for at komme gratis ind til kampen. Køb eller hent din billet her.