Sådan ser holdets opstart ud

Hele staben og alle på holdet er blevet Corona-testet, før de møder ind, og så går det ellers løs med yoyo-test for at få et godt billede af, hvor spillerne står rent formmæssigt.
Champions League-kampene mod de norske mestre fra Vålerenga før jul blev som bekendt udskudt og skal spilles den 7. og 14. februar. Med kun 4 uger til forårssæsonens første store mål og betydende kamp bliver det en intens opstart, hvor alle træningspas er vigtige.
Holdet kommer som altid til at træne sammen 4-5 gange om ugen, og der skal også spilles 3 træningskampe, inden vi rammer den 7. februar.
I weekenden den 23.-24. januar skal holdet en tur til Kolding og spille mod ligakollegerne fra KoldingQ, mens weekenden efter byder på hele to træningskampe. Lørdag den 30. januar spilles der ude mod Sundby fra 1.division, mens der søndag den 31. januar spilles hjemme mod FC Nordsjælland.
Grundet de nuværende Corona-restriktioner er det som tilskuer desværre ikke tilladt at overvære hverken træninger eller træningskampe.