Sejr i sæsonpremieren

Kamprekordholder i Brøndby, Nanna Christiansen, er også enig i, at det var en rigtig god kamp af Brøndby-holdet.
- Det var rigtig dejligt at starte sæsonen med så god og solid en sejr. I 1.halvleg især spiller vi rigtig flot fodbold med højt tempo og godt kombinationsspil. I 2. halvleg er vi meget tålmodige på bolden, og det er selvfølgelig irriterende, at de reducerer lige til sidst, men på trods af det, kontrollerer vi kampen godt hele vejen igennem og spiller os frem til flere gode chancer, så vi havde en god følelse inde på banen, selvom det var alt for varmt.
Nanna Christiansen åbnede selv målscoringen efter kun 4 minutters spil, og den rutinerede angriber ser derfor ud til at fortsætte den gode målform, hun også havde i slutspillet tidligere på sommeren. Hun gav dermed holdet den helt perfekte start på kampen, men hun vil ikke tage den på sig alene.
- Det er en fremragende start af hele holdet. Målet kommer efter et rigtig godt opspil, som starter helt nede fra, og sådan var Agnetes mål i øvrigt også, så det var to flotte mål, og dem vil jeg betegne som ”klasse”. Derudover var det bare dejligt at starte sæsonen med en sejr og godt spil.
Angrebskollegaen, Agnete Nielsen, scorede Brøndbys andet mål efter 41 min og kom dermed på tavlen i sin debutkamp for klubben.
Næste opgave i Kvindeligaen er lørdag den 15. august, hvor HB Køge kommer på besøg på Brøndby Stadions Bane 2. Der er kampstart kl. 14.00.