Menu

Norske Katrine Winnem Jørgensen ny Brøndby-spiller

image Foto: Røa IL
07. december 2020 kl. 15:00
Endnu engang har vi kigget mod vores nordiske naboer for forstærkning til holdet, og vi er glade for at kunne præsentere den norske U23-landsholdsspiller, Katrine Winnem Jørgensen, som ny Brøndby-spiller fra årsskiftet. Hun er 23 år og kommer til klubben fra den Oslo-baserede klub Røa IL.

Og det er en spiller, som glæder sig meget til at komme til Brøndby, som hun har et godt kendskab til på forhånd.
- Da jeg fik tilbuddet fra Brøndby, var jeg meget positiv overfor at skifte til klubben efter flere samtaler med dem. Det er en klub med et godt træningsmiljø og -anlæg og nogle dygtige trænere. Jeg har hørt meget godt om klubben før og ved, at det er en af de største klubber i Norden, ligesom de har vist sig flot frem i Champions League mange sæsoner i træk og har flere danske mesterskaber, så det bliver spændende at prøve mig selv af i et nyt land og i en ny liga, og jeg håber, at jeg får lov til at prøve at spille Champions League for Brøndby.

Katrine Winnem Jørgensen spiller 6’er-positionen på midtbanen og er derfor typen, der godt kan lide at dirigere og fordele spillet.
- Jeg er en spiller, som godt kan lide at dirigere spillet og trykke til i duelspillet både på jorden og i luften, hvor jeg vinder mange hovedstødsdueller. Samtidig har jeg et godt blik for at lægge de gode afleveringer til mine holdkammerater, og så har jeg en god frisparksfod, så jeg håber at kunne bidrage med lidt mål på den front i Brøndby også.

Cheftræner Per Nielsen har fulgt Katrine tæt over længere tid og glæder sig over, at det er lykkedes at få hende til klubben.
- Vi har fulgt Katrine tæt igennem de sidste 2 sæsoner, så vi er meget glade for, at det nu er lykkedes os at lokke hende til Brøndby. Katrine har trods sin unge alder allerede spillet mere end 100 kampe i den bedste norske række, så udover hun er en dygtig fodboldspiller med nogle spidskompetencer, som vi ikke har i vores trup, så får vi også en spiller med erfaring fra en stærk liga, der er vant til at levere på et højt niveau.

Vi glæder os til at byde Katrine velkommen i Brøndby, når hun til januar møder ind med resten af holdet efter juleferien.

Information om cookies. Cookies er nødvendige for at hjemmesiden kan fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Luk