Menu

Bahrenscheer: Glæder mig til at vise, hvad vi står for

image Foto: Joh-Foto
08. februar 2021 kl. 12:38
Først skulle vi spille, så skulle vi ikke spille. Så skulle der spilles to kampe i februar, som til sidst endte med kun at blive én kamp.

Alle disse ændringer til Champions League-kampene mod Vålerenga har frustreret truppen, men målmand Naja Bahrenscheer er glad for løsningen med den ene kamp på Brøndby Stadion, som bliver en stor oplevelse på trods af de tomme tribuner.
- Det var rigtig dejligt endelig at få en afklaring på, hvordan og hvornår kampen skulle afvikles. Vi er glade for, at det er endt med at blive på Brøndby Stadion, hvilket jeg er sikker på bliver en stor oplevelse for alle - måske især de af os, som ikke har spillet derinde før. Også selvom der ikke må komme tilskuere. Alt er jo på spil i denne ene kamp, så vi kommer til at gøre alt for, at kampen falder ud til vores fordel, så vi opnår videre avancement i turneringen.

Og målmanden kan stå overfor sin debut i Champions League-turneringen, og det bliver stort.
- At skulle spille Champions League bliver kæmpestort. Ud fra hvad jeg har hørt fra andre i truppen, så er det bare helt specielle kampe og øjeblikke i denne turnering. Det er den største scene klubmæssigt i Europa, og jeg tror ikke, jeg er ene om at glæde mig til at vise, hvad vi står for i Brøndby.

Kampen spilles torsdag den 11. februar kl. 15.00 på Brøndby Stadion. Grundet de nuværende Corona-restriktioner skal den desværre spilles for tomme tribuner, men kampen vil blive streamet, så alle kan se og heppe med hjemmefra.